Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Bike Adven Turist Træf 2020

Bike Adven Turist Træffet i 2020 var mærket af den verdensomspændende pandemi kendt som Covid 19. Ifølge vores statsminister Mette Frederiksen måtte offentlige arrangementer maximalt have 50 deltagere. Fordi fru Jeanne og jeg ikke helt vidste, hvorvidt vores træf skulle betegnes som et offentligt eller privat arrangement, besluttede vi at antallet af deltagere ikke måtte overstige 50. Derved håbede vi at vores gæster ville føle sig godt tilpasse, ligesom vi nemmere ville kunne følge smitteveje, hvis nu én eller flere af træfdeltagerne efterfølgende skulle vise sig at blive syge af covid 19 virussen. Heldigvis har vi ikke fået nogen meldinger om at nogen skulle være ramte. 


Som arrangør er det en stor fornøjelse at vi nu skal ud og lede efter en kæmpe vase, hvis vi skal have plads til alle de mange "roser" vi har fået fra glade og tilfredse træfdeltagere. Både Jeanne og jeg var lidt trætte da vi kom til søndag aften, men vi smilede til hinanden og medens vore øjene i kor sagde: Det slap vi vist godt fra - én gang til".


Da gæsterne i stort talt troppede op i løbet af fredagen, var vi i det store klar til at tage imod. Pladsen var som vi gerne ville have den så ud i år. Der var nogle justeringer, men de så ud til at virke. Derfor kunne vi nyde at se de mange glade og forventningsfulde ansigter, der dukkede op når hjelmen blev hevet af hovederne.

Gennem et helt år har vi set frem til endnu en gang at invitere til træf på vores MiniPrimiCamp.dk i Kvong, 20 km nord for Varde. I år var 6. gang. Lidt svært at forstå, men tiden står ikke stille og vi følger med så godt vi kan.

   De sidste dage inden er altid hektiske. Rigtig mange detaljer skal på plads i sidste øjeblik. På "HusKat......"-blokken stod bl.a. hente toiletvogn, slå græsset, opsætning af telte, Dannebrogs guirlander sættes op, velkomst skilte, hente kartofler, øl og sodavand og meget meget andet. Heldigvis havde flere af træfgæsterne meldt deres ankomst allerede torsdag, og de havde desuden tilbudt deres hjælp. Skønt, så slap jeg for at bede naboerne om at give en hjælpende hånd.

Hele fredag eftermiddag blandede en summen af motorcykler sig med fuglekvidder og gensynsglæde. Kun ganske få gav - eller fik - knus, ligesom håndtryk heller ikke var på mode dette år. Alle havde lært af de hårde forårsmåneder, hvor stort set al socialt samvær var forbudt eller meget begrænset. 

   Renlighed er en go ting, og har man været afsted i et par dage, for at komme fra det østlige Sjælland til Vestkysten, er det rigtig godt med et bad. Sara smilede fornøjet efter hun havde skyllet et par dages hængekøje-overnatnings-støv af under bruseren.


På min vej rundt på pladsen, hørte jeg én som spurgte: "Hvor mange skal der til for at rejse et telt?" Bente Å. svarede: "Nok" - og fortsatte grinende arbejdet, som bar frugt. Snart var kludevillaen rejst og klar til at blive Bente Å's hjem de næste par dage.

Som arrangør er det vigtigt at have styr på vejret. Ikke mindst når man skal afvikle et udendørs arrangement. Derfor havde jeg allieret mig med alle VejrGuder samt folkene på DMI, DRTV's vejrprofeter og alle andre kyndige, og opnåede hvad jeg ville: Skaffede godt vejr til hele weekenden, dog afbrudt af et par heftige byger, som - efter aftale selvfølgelig - styrtede ned da alle var kommet hjem fra de tre fællesture om lørdagen, og derfor kunne søge ly i det store festtelt

.

Fredag skinnede solen. Hvide sommerskyer pyntede den blå himmel. Alle havde det dejligt varmt og udnyttede vejret til at få lidt sol på skuldrene, medens der blev diskuteret detaljer fra det sidste års tid.

Som traditionen foreskriver samles man omkring et par bål i Gryden, når aftensmaden, grillede pølser, som i år var indkøbt hos Frøstrup Limousine Gårdbutik, har fundet vej ind bag maveskindet. Medens solens forsvinder i vest, fuglene standser deres kvidren, udveksles minder, historier og alskens andet verbalt såvel som non-verbalt, samtidig med at mørket kommer snigende. Mørket er der ikke mange der lægger mærke til, for bålene brænder lystigt, og alle er i kæmpe godt umør og selskab.

I år havde vi for første gang besøg af Alice W på træffet. Alice fortalte forud for ankomsten, at hun altid har sin guitar med på sine ture. Flere af gæsterne kendte Alice og snart blev hun opfordret til at hente sin guitar og give et par numre. Smidige fingre på gribebrættet fandt de rette steder mellem båndene på guitarens hals. De kendte danske sange fik musikalsk ledsagelse af strengene på westernguitaren, medens Alice sang for i koret.

Hvornår festen sluttede, ved jeg ikke. Klog, som jeg er, gik jeg i seng da jeg blev rigtig træt. Så jeg var frisk lørdag morgen.


Lørdagen på træffet, er en spændende dag, hvor de fleste af gæsterne samles i tre grupper for at køre fællesture. Tilbage i 2018 forsøgte vi os med tre ture, således gæsterne kan vælge om de ønsker at deltage på en fællestur som køres på asfalt, eller man gerne vil køre med på en off road tur, hvor ruten har sektioner med grus-, mark- og skovstier, men hvor hastigheden er moderat, eller om man ønsker at køre med hos de "øvede" på off road tur, hvor der stilles højere krav til teknik og hvor hastigheden er en del af det "sjove", d.v.s. hastigheden er væsentlig højere end på det andet off road hold, hvor alt er tilpasset "ikke øvede", såkaldte Rookies.


Lejren vågnede. Ganske langsomt samlede mindre klynger sig rundt på pladsen. Solen bagte allerede varmt og lovede godt for dagens vejrlig. Måske endda lidt for gode udsigter. Jeg var ikke i tvivl om, at nogen på fællesturen måtte sluge noget støv i det fine vejr.
   Men inden det kom så vidt, skulle alle have noget at stå dagens strabadser imod med. Morgenmaden blev sat op på borde på terrassen. I en stille strøm dukkede flere og flere op med kopper og tallerkner, som blev fyldt op med gode sager, inden ejermand og -kvinde fandt en plads i teltets skygge, hvor morgenkaffen gled på plads.

Ifølge programmet skal informationsmøder starte kl 10. Undertegnede ringer med klokken og alle skal gå til deres grupper, hvor den der er guide for ruten, orienterer om turens indhold og giver praktiske informationer, således alle er bedst mulig klædt på til en køretur i en større gruppe. 

   Grupperne mødes forskellige steder på pladsen. Alle møder iklædt mc-dress. Lytter til de kloge ord, spørger hvis der er tvivl om noget, hvorefter grupperne kører ud på tur i hver sin retning.
   Første gruppe på vej i år, blev Jeanne's asfalt gruppe. Hu hej og vilde dyr hvor det gik derud ad. Billederne fra asfaltgruppens tur er lavet af Marianne S. Tak for de fine billeder Marianne.

Gruppen for Rookies og knap så rutinerede chauffører på løst underlag, blev ledt rundt i baghaven af undertegnede. Ruten vi fulgte var i store træk den sammen som de mere erfarne ekvipager kørte. Mest for at de erfarne ikke skulle opleve at vi overhalede dem, med garanti for de i så fald ville få et nervøst sammenbrud, gav vi dem et godt forspring.


I fint tempo, hvor støvet blev hvirvlet op omkring bagvedkørende, smuttede vi rundt på de grusede veje, alt medens solen sørgede for dybe skygger, der hvor den ikke skinnede. Sporet, som var sat sammen af min gode hjælper og ven, Ole AI, afveg fra det spor de øvede skulle køre, forskellige steder. En sektion i en mindre skov bød på lidt teknisk kørsel, idet gruppen blev ført ind mellem træer der stod så tæt at man flere steder nærmest skulle presse sig forbi stammerne. Lidt senere i skoven gik ruten ned i et "hul" for kort efter at føre ekvipagerne op ad en fin skrænt, som endte med en lidt stejlere brink. For at komme op over kanten, skulle der gives gas, således man var sikker på at komme op, uden motorcyklen gik i stå.

Den gruppe Rookies og knap så øvede, jeg førte rundt i min baghave denne lørdag, var en herlig blanding af quinder og mænd, som alle havde de bedste intentioner om at klare alle de udfordringer, de ville blive præsenteret for på ruten. Inden vi kørte ind i skoven, gjorde jeg holdt for at forklare lidt om hvad der ventede inde mellem de høje stammer. Jeg havde en smule betænkeligheder ved sektionen, idet den teknisk kunne være lidt for stor en mundfuld, men det undlod jeg at fortælle!
   Og som håbet kom alle fint forbi de mange bøge- og andre træer, ligesom alle klarede at køre op af hullet uden større problemer. Mine betænkeligheder blev gjort totalt til skamme. Jeg var glad på min gruppes vegne, så vi fortsatte ud over heder, gennem skove, over markstier og græs. Sporet var sat således sammen at der skulle være udfordringer til alle, uanset hvilket niveau man var nået til, som off road kører.

   Minusset i den udregning Ole AI og jeg havde lavet, viste sig da min Yams - uvist af hvilke årsager - pludselig mistede luften i bagjulet! Det var et rigtig dårligt tidspunkt det skete på. Desuden tog det alt for lang tid at sætte en ny slange i dækket. Operationen tog for lang tid, bl.a. fordi jeg ikke selv havde en reserveslange med. I stedet lånte jeg én slange, men det viste sig at være en forkert størrelse. Alligevel fik vi den på, og den holdt til resten af turen.

   Fotos af dækskiftet er lavet af Lars S og Peter V-J.

Efter ca. en time kunne vi fortsætte turen. Jeg havde en smule uro i kroppen, idet jeg var bange for at baghjulet ville tabe luft igen, men det skete heldigvis ikke.

For at spare lidt på tiden, stoppede jeg et sted uden borde og bænke, da vi skulle spise frokost. Da alle havde standset og slukket for motorerne, fortalte jeg at det var lige der hvor vi var, vi skulle spise vores medbragte madpakker. Jeg tænkte at når der ingen stole eller bænke var, ville det tage knap så lang tid at spise. Genialt tænkt, og kort efter var vi atter på hjul, og havde vundet lidt tid

På dette sted må jeg så igen melde mig frivilligt til at afsløre at jeg endnu en gang var årsag til et mindre stop. Til lejligheden, om jeg så må udtrykke mig, havde jeg købt en anden motorcykel. Jeg er nu den lykkelige ejer af en Yamaha 250WR, kaldet Yams. Turen på træffet var først anden længere tur jeg var på med den, og pludselig lyste reservetank-måleren. Det var tid for at tanke. Jeg havde da kørt knap 40 km på reservetanken, men så turde jeg ikke trække den længere, og fandt et sted jeg kunne tanke. Der var andre som også benyttede lejligheden, så det var ikke helt spildt at gøre stop.


Forud for træffet havde jeg været rundt for at spørge forskellige lodsejere, om vi måtte køre over eller gennem deres marker. Det fik vi lov til flere steder, og jeg kunne derfor føre flokken ad en lidt hullet markvej. Tværs over et tilgroet stykke, for at ende med at skulle køre gennem et led og ind på en græsplæne! Jo, det er korrekt. Vi havde fået lov at køre fra markvejen ind på græsplænen, gennem gårdspladsen og videre ad den lange grusbelagte tilkørselsvej til huset. Det er kæmpe flot, og et spændende islæt på sådan en tur. Stort tak til såvel den omtalte lodsejer som alle de andre gårdmænd og lodsejere, hvor vi har fået tilladelse til at køre. Det er en helt igennem fantastisk følelse at kunne invitere "gæster fra hele landet" til Sydvestjylland og bl.a. vise disse, at herovre "hjælper vi hinanden", således at flest mulig får et anderledes og spændende indtryk af vores område.

   På billedet nedenfor er jeg stået af Yamsen for at lukke leddet op, og vinke min gruppe igennem, ind på græsplænen.

Et andet sted, lidt senere på ruten, havde vi atter spurgt en gårdmand om lov til at køre over hans mark, for at komme frem til en lille fin skovvej. Også denne, lad os kalde ham Flemming, havde sagt OK, så jeg kunne med smil om munden lede flokken hen over noget græs, som senere skal syltes og anvendes til ko-foder, gennem et hegn og langs kanten af en roemark, frem til endnu et hegn, som skulle forceres på tværs, således vi kunne komme videre på den mark- og skovvej der igen ville føres os ud på noget "transportvej" belagt med asfalt, inden vi atter skulle ud over nogle kilometer grusvej.

Kort før vi atter landede på campen i Åsted, overraskede jeg et rådyr på sporet. Den flygtede i største hast, men jeg nåede lige at fange den med kameraet, således jeg kan bevise den var der!!!

Tilbage ved lejrpladsen var der liv og glade dage. De to andre hold havde afsluttet deres ture, og sad med kaffe og kage og ventede i teltet. De fleste var trukket ind under teltdugen, fordi området netop havde fået skyllet støvet væk af en meget vandfyldt tordenbyge. Min gruppe havde ikke fået en dråbe vand, men vi havde selvfølgelig set de tunge grå skyer hænge over området. Vi var så heldige at skyerne drev videre foran os, således at vi kørte i tørvejr hele turen rundt.

Kaffe og kage, det er skønt efter en støvet tur i det Sydvestjyske. Kagen, d.v.s. der var tre forskellige at vælge mellem, hvilket de fleste undlod. I stedet tog man (selvfølgelig) et stykke eller to af hver kage *s*.

Hvis der var lidt støv tilbage på pladsen, efter vi, det sidste hold var ankommet, blev det skyllet væk af endnu en regnbyge. Men så var det også slut med våde indslag på dette års træf. Hyggen bredte sig. Godt vi har et stort telt. Og gæster som forstår at nyde det udendørs liv, som et motorcykeltræf jo er.


Et velkendt dansk ordsprog siger, at "tiden går stærkt, når man er i godt selskab". Lige midt i kaffedrikkeriet, men dog så langt henne på eftermiddagen, at flere også havde fået løftet låget på dåseøllerne, ankom "aftensmaden" på en stor lukket trailer.

   Tistrup Slagtehus Aps var hyret til at komme med en grillet pattegris, som vi skulle fortære til aftensmad. Grisen ankom. Låget blev løftet, og en liflig duft bredte sig ud over lejren. Morten G, ansat på Tistrup Slagtehus ApS, havde påtaget sig opgaven at skære grisen ud i passende portioner, og ikke mindst, fordele den sprøde svær mellem gæsterne. Morten klarede opgaven fint. Lige da jeg så grisen, tænkte jeg: WoW den ser lidt lille ud, men den slog til, men gik også til. Vi spiste hele grisen. Alle blev alle mætte. Kødet var lækkert, mørt og saftigt. Og sværen var sprød! Vi vil gerne anbefale grillet pattegris leveret af Tistrup Slagtehus ApS. 

BikeAdvenTurist Træf 2020 fik en ekstra krølle, idet Jeanne lige da grisen ankom, blev ringet op af sin datter Mette. Mette havde fået kraftige veer, og den vordende MorMor skulle være med til fødslen. Jeanne måtte derfor forlade festen, endnu inden den rigtig var kommet igang. Senere på natten blev Jeanne MorMor til en flot dreng.

   I stedet for Jeanne overtog en flok piger køkkenet. Lige netop dette er bare et af de fantastiske ting ved vores træf. Alle er klar til at "give en hånd" med, således at alt fungerer. Stor TAK til jer, dejlige Quinder, for at I straks tog over, da Jeanne måtte forlade skuepladsen for at blive MorMor <3.


At jeg havde brug for hjælp, var ganske tydeligt da vi skulle til at nyde desserten. Jeanne havde lavet mange liter citronfromage, men jeg havde glemt at få det ud af fryseren! Derfor måtte fromagen stilles frem til optøning, og alle måtte tålmodigt vente.
   Ventetiden kunne - og blev - så udnyttet til at drikke et glas vin eller øl, og høre på historier fra sidemanden eller kvinden der sad overfor!

Hvor er det bedste sted at "slå mave"? Omkring et bål. Endnu en gang samlede gæsterne sig omkring bålet. Hvem der sang for, ved jeg ikke, men en fællessang, tror det var sangen "Himmelhunden". 

Alt tegnede til at blive en dejlig lun, stille og rolig sommeraften. En aften blandt venner, hvor snakken og hyggen var i højsæde. Men sådan skulle det ikke være!
Den hyggelige og dejligt afslappende atmosfære fik ikke lov at fortsætte.
   Én eller anden, læs: Tusindfryd, fik uro i ben og fantasi. Han fik den - synes han selv - geniale idé, at den lille kineser motorcykel han var ankommet til træffet på, skulle have parkeres et andet sted på pladsen. Under stor jubel og opmærksomhed, trillede Tusindfryd derfor cyklen ind midt på plænen, og lavede en jordbrænder. Cyklen fik såvel forhjul som baghjul gravet godt ned i mulden. Dermed var startknappen trykket ind til projekt "parker din motorcykel i græsplænen"! Som det ofte er med dårlig opførsel, kopieres dette af andre. I løbet af meget kort tid stod der ikke færre end 6 motorcykler parkeret uden brug af støtteben, lige bag bålene!

Da Bente Å så de "små" cykler kunne parkeres på denne måde, blev hun nysgerrig! Mon hendes Gold Wing også kunne "stå af sig selv". Jo, det mente Tusindfryd nok den kunne, og så måtte han jo bevise det!!! Den ældre Gold Wing kunne, men Tusindfryd skulle have hjælp af en "bagsædepassager" førend det glatte bagdæk fikordentlig fat og sprayede mulden ud over plænen.

Lørdag aften sluttede meget sent for nogen. Andre blev ved til den lyse morgen, har jeg fået fortalt!


Søndagen kom meget stille. Pladsen sydede ikke som den gør lørdag morgen. Nogen stod tidligt op. Andre udnyttede at det var søndag, og sov længe. Nogen havde det fint. Andre havde ondt i hovedet. Nogen måtte "grave" deres motorcykel fri, andre blot vippe sidestøtten på plads. Selv træfskiltet var blevet tyranniseret! Men sådan er der jo så meget.
   Overalt var der tegn på at festen havde været go. Og som alle ved, når enden er go, er altig godt.

Søndag er også dagen hvor folk tager hjem igen. Lejren bliver pakket på cyklerne, og efterhånden som hovedet får det godt, og alt er pakket på jernhesten, siger man pænt farvel. Nogen gav krammere, andre nøjedes med at støde albuer, sparke støvler eller vinke men alle smilede samtidig med. Endnu en fantastisk weekend med gæster fra hele Danmark var forløbet uden uheld. Alle gav udtryk for de havde nydt dagene og gerne ville komme igen. 


Jeanne og jeg vinkede, smilede og gav knus til de som ønskede det. Vi var trætte, men godt tilpas. Jeanne var blevet MorMor til et skønt drengebarn. Vores gæster var glade og verden smilede til os. Der var intet der kunne slå skår i vores glæde.

Jeanne og jeg vil sige Jer Alle en stor tak for at I kommer med smil, glade forventninger og overskud for at gøre BikeAdvenTurist Træf til en herlig weekend for alle. Vi er så glade for den måde I deltager på træffet. Flere gange over året snakker vi, Jeanne og jeg om "vores træf", men mener faktisk "Jeres træf" for det er jer, skønne dejlige venner, der skaber træffet med jeres smil, hjælpsomhed og overbærenhed, når tingene ikke lige falder i hak i første forsøg. Vi skaber rammerne, men det er Jer, dejlige Venner, der giver træffet indhold og hjertevarme. Det er Jeres fortjeneste at vi ser frem til denne, den sidste weekend i juni hvert år, hvor vi skal dele nogle dage med jer.


Kæmpe knus og kærligst
Jeanne og Peter


Til toppen / menu